U19 har haltet i Jylland

Foto: fodboldbilleder.dk
 

U19 har haltet i Jylland
 
U19-cheftræner Thomas Lollike har savnet flere sejre i Jylland i efteråret, men til gengæld er han tilfreds med holdets udtryk og bidrag til A-holdet
 
Lyngby Boldklubs U19-hold er gået på juleferie efter en veloverstået halvsæson, der efterlader De Kongeblå på U19 Ligaens sjetteplads vinteren over. Her står de efter 11 kampe noteret for 14 point, men selvom det er nok til en placering i den øverste halvdel, ser holdets cheftræner, Thomas Lollike, plads til forbedring:
 
”Jeg synes altid, det er lidt svært at gøre status efter en halv sæson. For mig er vi jo lige midt i noget, men hvis jeg skal prøve alligevel, vil jeg sige, at vores præstationer har været for svingende. Vi har slået Brøndby og Farum, men omvendt har vi fået ørerne i maskinen i Vejle og Aalborg.”
 
Ser man på stillingen, tegnes et klart billede af, hvor Lyngby Boldklubs U19-hold har fået deres point. De Kongeblå har endnu ikke tabt på Sjælland, men omvendt har de kun formået at hente en enkelt sejr i Jylland.
 
”Det er vi selvfølgelig opmærksomme på, og vi er naturligvis ikke tilfredse med, at vi har klaret os så dårligt i Jylland. Desværre har det i nogle af kampene ikke alene været resultaterne, der har manglet, og vi kan ikke længere dække os ind i undskyldninger. Spillerne har optrådt i landsdækkende rækker de seneste tre-fire år, så de er vant til meget rejsetid og andre ting, der følger med,” siger Thomas Lollike.
 
For få mål
I 11 kampe har de kongeblå U19-talenter blot formået at score 14 gange, hvilket gør dem til det næstmindst scorende hold i rækken sammen med OB. Kun Vejle har scoret færre mål, og Thomas Lollike tror da også, hans mandskab kunne have opnået endnu mere, hvis kvaliteten i afslutningerne havde været større.
 
”Vi har simpelthen ikke scoret nok, og det er lidt af et paradoks. Desværre fik vi tidligt i sæsonen længerevarende skader til tre bærende spillere, som jeg hver især havde en forventning om skulle spille en rolle i forhold til holdets defensive balance.”
 
”Det har så gjort, at vi har spillet med rigtig mange spillere, der har deres forcer i den offensive del af spillet. Som udgangspunkt skulle det så ikke være dér, vi var udfordrede, men det har vi været. Vi har i størstedelen af kampene skabt de chancer, vi kunne forvente, og sammenholdt med, at vi har en række spillere, som både jeg og dem selv forventer skal kunne afgøre fodboldkampe, så skal vi have højere forventninger i foråret,” lyder det fra U19-cheftræneren.

På trods af den manglende skarphed foran mål er der dog også flere positive ting at tage med. Blandt andet er Thomas Lollike langt hen ad vejen tilfreds med holdets udtryk, ligesom han også glæder sig over, at mange af spillerne har vist sig frem på seniorniveau:
 
”Jeg har i langt størstedelen af kampene været tilfreds med holdets struktur. Vi har presset som en enhed, og vi har haft et stærkt udtryk, også når vi ikke har haft bolden. Den aggressivitet uden bold har vi arbejdet en del med, og at vi er lykkedes med den i størstedelen af kampene, er jeg godt tilfreds med,” siger Thomas Lollike og fortsætter:
 
”Jeg er tilfreds med, at vi kontinuerligt har haft spillere med på U18- og U19-landsholdet, men det er endnu vigtigere for mig, at flere af vores spillere har fået debut på A-holdet i pokalturneringen og i træningskampen mod Hamburg. Selvfølgelig er jeg tilfreds med, at vi fortsat laver spillere til DBU, men det betyder endnu mere for mig, at vi udvikler spillere, som kan vise sig frem på A-holdet. Det er jeg glad for, at de har haft niveau til.”

Retmæssige forventninger
Fire spillere, Troels Cilius Nielsen, Simon Vollesen, Kevin Tshiembe og Gustav Marcussen, fik i efteråret debut for David Nielsens tropper i DBU Pokalen, og med sådan en trup tør U19-cheftræneren godt at have store forventninger til foråret.
 
”Jeg har en forventning om, at vi skal minimere antallet af dårlige præstationer. Som kommende seniorspiller er det et ufravigeligt krav, at drengene har et net under deres præstation. Men jeg vil samtidig også op og slå til overlæggeren. Vores bedste præstationer har været rigtig gode, og det skal gennemsyre vores måde at træne og arbejde på, at vi søger det bedste og hele tiden drages mod den perfekte præstation. Vi vil naturligvis gerne have flere point, og jeg synes også, at vores måde at arbejde på og drengenes niveau berettiger os til at have større ambitioner end at levere på status quo,” siger Thomas Lollike.
 
Han tager dog intet for givet og ved, at det kræver hårdt arbejde, hvis De Kongeblå skal længere op i tabellen:
 
”Der er så meget kvalitet i vores række, så mange spillere, der har Superliga-kampe på CV’et, og så mange hold, der kontinuerligt bliver matchet på europæisk niveau, at hvis vi ikke præsterer i den bedste udgave af os selv, så vil vi mange gange få problemer,” lyder det fra Thomas Lollike, der slutter optimistisk af:
 
”Jeg glæder mig allerede helt vildt til at komme i gang igen, og jeg har store forventninger til foråret. Det kan andre også roligt have, for vi kommer bragende.”
 
U19-holdet starter forberedelserne til forårssæson den 10. januar.

Similar Articles

Top