De Kongeblå måtte nøjes med 1-1

Foto: fodboldbilleder.dk
 
De Kongeblå måtte nøjes med 1-1 mod Silkeborg
På trods af stort spilovertag og pænt med chancer måtte De Kongeblå tage til takke med 1-1 mod Silkeborg i efterårets sidste kamp. Bror Blume scorede Lyngbys mål, efter Robert Skov havde bragt gæsterne foran
Lørdag eftermiddag rullede bolden for sidste gang i et par måneder på Lyngby Stadion, da De Kongeblå tog imod Silkeborg IF i efterårssæsonens sidste kamp. Begge klubber er nye bekendtskaber i denne sæsons Superliga, men det har ikke været til at se i specielt Lyngbys tilfælde, og før kampen indtog de da også en imponerende femteplads. Silkeborg derimod befandt sig nede som nummer 11, men Peter Sørensens tropper var inde i en særdeles imponerende stime med kun to nederlag i de seneste 12 kampe, så der ventede en svær opgave.
Den besked lod imidlertid ikke til at være nået frem til De Kongeblå, som fra kampens start satte sig fuldstændigt på begivenhederne. Specielt den offensive trio Kristoffer Larsen, Mikkel Rygaard og Bror Blume viste flot indbyrdes forståelse og diskede op med flere lækre førstegangskombinationer, som gjorde Silkeborg-defensiven rundtosset, men som regel manglede den sidste skarphed i den afgørende aflevering eller afslutning. Mens De Kongeblå altså bed fra sig jævnligt i indledningen, skulle der gå 20 minutter, før gæsterne for første gang viste tænder – men så stemplede de til gengæld også ind. Først forsøgte Robert Skov sig og kort efter Nicklas Helenius, og tæt på den halve time fik Davit Skhirtladze så et pænt tilbud efter en Thomas Sørensen-fejlaflevering.
Silkeborg var altså kommet bedre med, og efter 28 minutter fik de udbytte af det lille overtag. Fra kanten af Lyngby-feltet forsøgte Robert Skov sig med det kolde højre ben, og hans afslutning tog en mindre afretning og strøg ind bag Jesper Hansen helt ude ved fjerneste stolpe. Dermed var stillingen – lidt ufortjent – 1-0 til Silkeborg. De Kongeblå fortsatte dog dominansen efter scoringen, og de fik som fortjent blot seks minutter efter 1-0-målet. Jesper Christjansen brød i vanlig stil en pasning midt på banen, og midtbaneslideren gik efterfølgende selv med og fandt Mikkel Rygaard i dybden. Han forsøgte at finde en fri Jeppe Kjær inde foran mål, men lidt ukarakteristisk fik Rygaard sendt et højt, hårdt indlæg af sted. Det fik Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard fingrene på, og så endte læderet for fødderne af en fri Bror Blume, som af to omgange hamrede udligningen i kassen.
Dermed var det igen status quo, men med få minutter til pause burde De Kongeblå faktisk være kommet foran. Desværre afsluttede Bror Blume først svagt, og da kuglen af omveje endte hos Michael Lumb tæt under mål, diskede Thomas Nørgaard op med en fin redning. Det blev altså ved 1-1, som også var stillingen ved pausen.
Anden halvleg var ikke mange sekunder gammel, da Sammy Skytte forsøgte sig med et langskud, men derfra gik der knap et kvarter, før det igen blev farligt. Denne gang var det dog De Kongeblå, som kom i fokus, da Bror Blume brød Silkeborgs opspil og fandt Jeppe Kjær. Han sendte bolden modsat til en helt fri Kristoffer Larsen, men desværre var Lyngby-topscorerens tv&aeaelig;rpasning for upræcis, og Thomas Nørgaard kom derfor ud af sit mål og blokerede nordmandens forsøg. Ti minutter senere var Silkeborg så tæt på, da Jens Martin Gammelby sendte et hårdt, fladt indlæg ind foran mål, hvor Mathias Tauber og Alexander Munksgaard heldigvis fik reddet kastanjerne ud af ilden.
Mod slutningen begyndte De Kongeblå at skrue en smule op for tempoet og igen tiltvinge sig initiativet, og det sidste kvarter var derfor en ren belejring af Silkeborgs felt. Først trykkede Jeppe Kjær af fra kanten af feltet, men angriberen blev afvist af Thomas Nørgaard, og kort efter var Lyngby-angriberen så endnu tættere på at få bolden i kassen. Tæt under mål blev han spillet fri af Bror Blume, men på stregen fik Jesper Christjansen – der ellers gjorde sit allerbedste for at undvige bolden – afrettet Jeppe Kjærs afslutning, som derfor uheldigvis gik over mål. Med få minutter tilbage var rollerne byttet om, så Jeppe Kjær assisterede Bror Blume, men heller ikke denne gang udmøntede det sig i en scoring.
På trods af det store spilovertag måtte De Kongeblå altså tage til takke med 1-1 i efterårets sidste kamp, hvilket rækker til en overvintring på Alka Superligaens femteplads. Her står de noteret for 31 point i 21 kampe, og dermed kan hele Lyngby Boldklub glæde sig over et flot halvår i Danmarks bedste fodboldrække.  
Match Facts:
Lyngby BK – Silkeborg IF 1-1 (1-1)
0-1 Robert Skov (28), 1-1 Bror Blume (34)
Lyngbys startopstilling: 1. Jesper Hansen (GK) – 13. Alexander Munksgaard, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov, 7. Jesper Christjansen – 22. Bror Blume, 21. Mikkel Rygaard, 19. Kristoffer Larsen (<-> 11. Danilo Arrieta (62)) – 15. Jeppe Kjær
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 8. Lasse Rise, 9. Lasse Fosgaard, 20. Jeppe Brandrup, 23. Jens Odgaard, 27. Kim Ojo
Advarsler:
Mikkel Rygaard – Lyngby BK
Simon Jakobsen – Silkeborg IF
Tilskuertal:
2036 på Lyngby Stadion
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products