Talenterne var centimeter fra dobbelt OB-triumf

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Talenterne var centimeter fra dobbelt OB-triumf
 
U17 sejrede lørdag eftermiddag med 3-0 over OB, mens U19 måtte nøjes med 1-1 mod samme modstander på trods af et regulært skydetelt
 
Træværket i vejen for U19
U19-talenterne lagde i vanlig stil først fra land, og her kom De Kongeblå bedst ud af starthullerne. Allerede efter otte minutters spil var Emil Bodholdt-Larsen tæt på, da han i forbindelse med et hjørnespark headede på stolpen. Derfra fortsatte Lyngby-dominansen, men det var alligevel gæsterne, som først skulle komme foran. En lang bold fangede Lyngby-forsvaret ude af balance, og alene igennem lagde en OB-spiller den køligt forbi Oskar Snorre.
 
Der skulle dog ikke gå mere end syv minutter, før der igen var bragt balance i regnskabet. Emilio Simonsen modtog bolden på kanten af feltet, hvor han lagde den til rette for sig selv og flot sparkede 1-1-udligningen ind bag OB’s keeper. Kort efter var Gustav Marcussen tæt på at bringe De Kongeblå på 2-1, men hans lumske langskud blev vippet til hjørnespark, og dermed var stillingen 1-1 ved pausen.
 
Anden halvleg startede med en stor chance til gæsterne, men derfra var det småt med tilbud, indtil kampen gik ind i sine sidste tyve minutter. Her dominerede De Kongeblå stort, og det kom til udtryk i et sandt bombardement mod gæsternes mål – men ind ville bolden ikke. Hele fire gange var træværket i vejen, og specielt Oliver Kjærgaard og Troels Cilius Nielsen vil ærgre sig over, at de manglede det sidste held og dygtighed til at afgøre sagerne. På hver side af de to store tilbud havde Emil Bodholdt-Larsen igen haft bud efter målrammen, mens Simon Vollesen sluttede af med et drøn på stolpen med få minutter tilbage.
 
Desværre blev det ved stolpe ud for De Kongeblå, som dermed måtte tage til takke med 1-1. Det betyder, at de beholder deres sjetteplads, hvor de står noteret for 11 point for syv kampe.
 
U17 vandt overbevisende
Kort efter var det så U17-talenternes tur, og her kom gæsterne bedst fra start. Allerede i løbet af de første fem minutter var de utroligt tæt på en scoring, men stolpen var med De Kongeblå, som slap med skrækken. Efterhånden fik Lyngby-spillerne da også tiltvunget sig overtaget, og det var tæt på at udmønte sig i en scoring, da Mads Sindholt afsluttede over mål efter godt forarbejde af Emil Kornvig. Ikke længe efter var Kornvig så i afslutterens rolle, og det viste sig langt mere effektivt, da han kom først på en bold efter et hjørnespark, som han tørt sparkede i kassen til 1-0.
 
Den stilling holdt frem til pausen, og efter sidebyttet fortsatte Lyngby-dominansen, hvorfor endnu en scoring lå gevaldigt i luften. Den kom cirka ti minutter inde i anden halvleg, da Mads Sindholt kæmpede sig til et straffespark, som Daniel Soidik sikkert sparkede ind bag OB-keeperen. Lyngby-spillerne var dog ikke færdige, og med godt og vel 20 minutter tilbage satte de så det sidste søm i kisten. Rasmus Beyer leverede et flot forarbejde til Emil Kornvig i højre side, og inde foran mål gjorde Lyngby-talentet sig til dobbelt målscorer med en afslutning i det lange hjørne, som gik ind via stolpen.
 
Kort efter havde Oliver Bjerregaard muligheden for at gøre det til 4-0, men alene igennem blev han nedlagt af en OB-spiller, som korrekt blev vist det røde kort. Derfra var det endnu mere cruise control for De Kongeblå, som godt nok havde chancerne til at bringe sig yderligere foran, men måtte nøjes med 3-0 – hvilket de nok lever fint med.
 
Med sejren avancerer U17-talenterne til ottendepladsen, hvor de står noteret for 12 point i otte kampe, og samtidig kan de glæde sig over fortsat at have gjort rent bord med fire sejre på hjemmebane i lige så mange forsøg.  
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products