Jesper Hansen udtaget til A-landsholdet

foto: fodboldbilleder.dk

Jesper Hansen udtaget til A-landsholdet

For anden gang i denne sæson er Jesper Hansen at finde blandt landets bedste målmænd.  Torsdag eftermiddag blev Lyngby-målmanden endnu en gang indkaldt til landsholdet, der spiller to kampe i november.

Lyngby-målmand Jesper Hansen er med i truppen, når det danske A-landshold i den kommende tid spiller to vigtige kampe – først den 11. november mod Kasakhstan i VM-kvalifikationen og siden hen fire dage senere i Tjekkiet, hvor landsholdet spiller venskabskamp.

Jesper Hansen har været i fremragende form for De Kongeblå i sæsonen hidtil, hvilket blev kronet af titlen som "Månedens spiller" i Superligaen i september måned. Hansen har været en central skikkelse for De Kongeblå i den foreløbigt flotte efterårssæson, hvor især defensiven flere gange har været rost. Jesper Hansen har som afterlanterne da også forladt banen hele otte gange med et clean sheet i bagagen.

Lyngby-keeperen har flere gange været indkaldt til landsholdet tidligere i karrieren, men skulle Jesper Hansen opnå spilletid, vil det alligevel være hans debut på A-landsholdet. Senest blev målmanden indkaldt i sidste øjeblik, da Kasper Schmeichel måtte melde fra til landskampen mod Armenien i september måned.

Kasper Schmeichel har endnu engang måtte melde fra landsholdet, denne gang med en brækket hånd. Og det giver plads til Jesper Hansen, der er en af Superligaens syv repræsentanter på A-landsholdet. Her kan målmanden se frem til igen at spille sammen med hans tidligere holdkammerat fra Evian-tiden, Daniel Wass, ligesom at han også får muligheden for at spille med de tidligere Lyngby-talenter Yussuf Yurary Poulsen, Andreas Bjelland og Lasse Schöne.

Top