Manglende skarphed resulterede i et 0-1-nederlag til rivalerne

Foto: fodboldbilleder.dk
 
De Kongeblå greb ikke chancerne mod FCN
På trods af et hav af oplagte scoringsmuligheder lykkedes det ikke De Kongeblå at få bolden i kassen i fredag aftens lokalopgør mod FC Nordsjælland, som tog fra Lyngby Stadion med en 1-0-sejr i bagagen
Kampen om Nordsjælland. Mere rammende kan det ikke udtrykkes, når Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland krydser klinger, og det var lige præcis tilfældet fredag aften på Lyngby Stadion i Alka Superligaens 7. spillerunde. De seneste år har Farum-klubben været i førersædet, men De Kongeblå har – i den første sæson tilbage i det gode selskab – lagt bedst fra land, og før kampen indtog de således Superligaens sjetteplads med otte point mod FC Nordsjællands fire point på 11. pladsen.
Den pointforskel var da også til at få øje på fra kampens start, hvor Lyngby-spillerne kun skulle bruge fem minutter på at blive farlige første gang. Efter en mindre fejl i gæsternes forsvar kunne en helt blank Michael Lumb pludselig finde en lige så blank Jeppe Kjær tæt under mål, men desværre måtte angriberen se sin afslutning blokeret af FCN-keeper Runar Alex Runarsson. Kort efter stemplede gæsterne så ind, da Godsway Donyoh misbrugte en pæn mulighed, men derfra var der stort set kun være kongeblå muligheder at berette om frem til få minutter før pausefløjt.
Specielt Jeppe Kjær var i vanlig stil nærgående, men den hurtige angriber manglede lige det sidste over for en velspillende Runar Alex Runarsson, som midtvejs i halvlegen reddede gæsterne for anden gang efter en ellers flot Emil Larsen-fremlægning. Den direkte duel mellem Kjær og Runarsson gentog sig ikke mange minutter senere, da Lyngby-angriberen efter et par vævre træk igen stod over for FCN-keeperen, men heller ikke tredje gang var lykkens gang, da islændingen fandt en fodparade frem fra sit repertoire. Indimellem de to muligheder havde Thomas Sørensen også en udmærket chance efter et kort taget hjørnespark, men forsvarsspilleren fik ikke ordentligt ramt på bolden ved bagerste stolpe, og derfor stod det stadig 0-0 på måltavlen.
Det var igen, igen lige ved at ændre sig med ti minutter til pause, da fornemt Lyngby-opspil helt nede fra Jesper Hansen sendte Lasse Fosgaard afsted i højre side. Kantspilleren fandt Emil Larsen i modsatte side, men hans afslutning kunne ikke stå mål med en ellers flot førsteberøring, og dermed blev Runarsson igen den store i duel med en Lyngby-spiller. Bedst som man begyndte at tænke, at nu gik den ikke længere for de trængte gæster, viste de imidlertid kynisme i den anden ende. De Kongeblå gav et unødvendigt hjørnespark væk, og det udnyttede FCN-topscorer Marcus Ingvartsen til at heade 1-0-føringen i mål, hvorfor lokalrivalerne kunne gå til pause med mest at glæde sig over – på trods af at have været på hælene gennem det meste af de første 45 minutter.
Kunne Lyngby-spillerne fastholde første halvlegs flotte spil, så det imidlertid lovende ud frem mod de resterende 45 minutter, men gæsternes scoring kort før sidebyttet så fra anden halvlegs start ud til at have rystet De Kongeblå en smule. I hvert fald kom FCN klart bedst i gang med de resterende 45 minutter, og allerede indenfor det første kvarter tegnede de sig for to pæne muligheder, hvor Jesper Hansen dog var på plads begge gange. Lyngby-spillerne derimod skulle bruge tyve minutter på at vise tænder, men så kom de til gengæld også ekstremt tæt på.
Først noterede Mikkel Rygaard sig for et af sine signatur-langskud, men Runarsson kunne dykke ned og afvise den listige venstrebensafslutning. Bolden gik dog i spil igen, så De Kongeblå kunne fastholde angrebet, og i den forbindelse fandt Lasse Fosgaard sin makker i højre side, Jeppe Brandrup, som desværre headede på stolpen. Ti minutter senere fandt indskiftede Kristoffer Larsen så Jesper Christjansen, men midtbaneslideren kunne ikke dirigere det hårde indlæg indenfor målrammen, hvorfor han måtte se sit hovedstødsforsøg gå lidt forbi mål.
Det tunge pres i første halvleg lod mod slutningen til at have kostet Lyngby-spillerne mange kræfter, og de kunne derfor ikke for alvor mobilisere kræfterne til det fornødne pres i det sidste kvarter, som skulle kaste oplagte muligheder af sig. Derfor endte det med et 0-1-nederlag mod FC Nordsjælland efter en kamp, hvor De Kongeblå må ærgre sig over første halvlegs mange brændte chancer. De kan dog stadig glæde sig over at indtage en aktuel sjetteplads i Alka Superligaen, men det kan naturligvis ændre sig, når resten af rundens kampe færdigspilles.
Match Facts:
Lyngby BK – FC Nordsjælland 0-1 (0-1)
0-1 Marcus Ingvartsen (40)
Lyngbys startopstilling: 
1. Jesper Hansen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 3. Michael Lumb – 5. Martin Ørnskov (<-> 14. Philip Rasmussen (71)), 7. Jesper Christjansen – 9. Lasse Fosgaard, 21. Mikkel Rygaard, 25. Emil Larsen (<-> 19. Kristoffer Larsen (75)) – 15. Jeppe Kjær (<-> 23. Jens Odgaard (66))
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 17. Casper Højer Nielsen, 22. Bror Blume, 30. Hallgrímur Jónasson
Advarsler:
Jeppe Kjær, Emil Larsen og Philip Rasmussen – Lyngby BK
Benjamin Lund, Christian Køhler og Pascal Gregor – FC Nordsjælland
Tilskuertal:
2314 på Lyngby Stadion
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products