FCM brød talenternes stime

Foto: fodboldbilleder.dk
 
FCM brød talenternes stime
U17 og U19 tabte henholdsvis 3-1 og 3-0, da de lørdag eftermiddag havde besøg af FC Midtjylland
De Kongeblås U17- og U19-talenter tog lørdag eftermiddag imod FC Midtjyllands ditto hjemme på Lyngby Stadion i høj sol og med god opbakning på lægterne. Desværre skuffede U19 med et 0-3-nederlag, mens U17 tabte 3-1, hvilket betød en ende på to flotte, ubesejrede stimer på henholdsvis seks og syv kampe.
U19 kom sig aldrig over dårlig start
U19-mandskaberne skulle først i aktion, og her lagde gæsterne ikke overraskende ud med et aggressivt og højt pres på De Kongeblå. Det gav pote allerede efter tre minutters spil, da Mikael Anderson flot flugtede en løs bold på kanten af feltet i kassen, selvom Libetwa Mamili i Lyngby-buret ellers havde fingrene på. Kort efter var Mads Kaalund så ved at svare hurtigt igen, men hans fine afslutning blev lige præcis strejfet over mål af FCM-keeper Andreas Raahauge, og det var ikke sidste gang, at han skulle agere redningsmand for midtjyderne.
Efter den intense indledning fulgte en periode med færre chancer og lidt mere normale tilstande, men i det sidste kvarter af første halvleg skruede De Kongeblå pludselig en tand op for tempoet. Det resulterede i fine tilbud til både Gustav Marcussen og Mads Kaalund, men hver gang var Raahauge i gæsternes mål på plads, og i stedet var Ulvene farlige i den anden ende. Tæt på pausefløjtet drev Mads Thychosen bolden frem i venstre side, og efter et træk ind i banen trykkede han resolut af mod det lange hjørne, hvor Mamili kun kunne se til, at midtjydernes føring blev fordoblet.
2-0 var altså stillingen fra anden halvlegs start, og der skulle ikke gå mange sekunder af den, før FCM igen viste tænder – denne gang var Mamili dog vågen og fik afværget muligheden. Ti minutter senere måtte han så igen i aktion efter et hjørnespark, men uheldigvis landede hans redning ned for fødderne af en helt fri Andreas Murbeck, som tæt under mål hamrede 3-0-scoringen i kassen. Mod slutningen gjorde De Kongeblå sit til at pynte på resultatet, men skarphed foran mål var en mangelvare på dagen, og derfor lykkedes det hverken Jacob Lerche eller Kevin Tshiembe at komme på tavlen på trods af udmærkede muligheder.
U17 udnyttede ikke god start
Kort efter sidste fløjt i U19-mødet var det så U17-holdenes tur, og her kom De Kongeblå langt bedre fra start. Først tegnede Nicholas Oguma sig for en stor chance, hvor han desværre skød forbi bolden, og kort efter var Lyngby-angriberen så i fokus igen. Han slap fri af sin oppasser på en dyb stikning, og lige som han skulle til at afslutte, blev han nedlagt bagfra. Dommeren pegede på pletten og gav efterfølgende FCM-forsvarsspilleren marchordre, men desværre misbrugte Emilio Simonsen straffesparket og den efterfølgende returbold – her stødte han i øvrigt sammen med midtjydernes keeper, som efterfølgende måtte lade sig udskifte.
Dermed var De Kongeblå i overtal og med en markspiller i gæsternes mål med 65 minutter tilbage at spille, men det var som om, at Lyngby-spillerne mere lod sig stresse af det faktum, end de lod det blive en fordel. Helt naturligt var de godt nok meget på bolden og kom da også frem til et par fine muligheder, men midtjyderne forsvarede sig godt og sørgede samtidig for at true en smule frem ad banen. De to hold gik derfor til pause ved stillingen 0-0.
Anden halvleg var ikke mere end et par minutter gammel, før De Kongeblå tilspillede sig en dobbeltchance. Først var FCM-målmanden dog i vejen, og efterfølgende fik en forsvarsspiller afværget på stregen, og så var gæsterne i stedet skarpe i den anden ende. Her udnyttede Noah Iversen sløset Lyngby-forsvarsspil til at prikke en 1-0-føring i kassen, og så var det op ad bakke for De Kongeblå, der med et kvarter tilbage endnu en gang kunne se Noah Iversen score – denne gang på hovedstød efter en hjørnesparkskombination. For at gøre ondt værre lukkede og slukkede Mikkel Jakobsen til 3-0 på en kontrachance med fem minutter tilbage, og så betød det mindre, at Esben Wolf kort derefter fik pyntet på resultatet med en flad venstrebensafslutning til 3-1 i det lange hjørne.
Med nederlagene stopper De Kongeblås stimer brat, og for U19-talenternes vedkommende falder de til 10. pladsen, hvor de står noteret for 20 point i 17 kampe. U17 er stadig at finde på femtepladsen med 34 point for 22 kampe, men de har dog spillet en del flere kampe end de omkringliggende hold.   
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products