Dagens topopgør på Lyngby Stadion endte 0-0

Foto: fodboldbilleder.dk
 
De Kongeblå kunne ikke nedbryde Horsens-muren
På trods af hårdt slid og stor overvægt i boldbesiddelse kunne De Kongeblå ikke få huld på bylden i dagens topkamp mod AC Horsens, som endte 0-0
Der ventede på papiret lidt af en lækkerbisken i Bet25 Ligaens 27. spillerunde her til eftermiddag, hvor De Kongeblå dukse tog imod de nærmeste forfølgere fra AC Horsens hjemme på Lyngby Stadion. Før kampen havde begge holds cheftrænere givet udtryk for, at de glædede sig til topbraget, og mens David Nielsen og co. hele sæsonen har meldt ud, at oprykning til Superligaen er det altoverskyggende mål, har Bo Henriksen indtil for nyligt været anderledes tilbageholdende. Også han har dog efterhånden måtte erkende, at hans mandskabs flotte forår gør dem til seriøse oprykningskandidater, og derfor kunne de fremmødte tilskuere med rette forvente et topbrag denne søndag eftermiddag.
I kampens indledning måtte de dog kigge langt efter den ventede intensitet, der hører sig til i et topbrag, for de første 20 minutter var præget af stor respekt holdene imellem. De Kongeblå var som ventet opmærksomme på ikke at smide bolden væk i opbygningsfasen, mens Horsens fokuserede på ikke at give Lyngby-spillerne meget plads på den sidste tredjedel, og som resultat deraf var det ofte på langskud, at de blå vikinger prøvede sig af ved blandt andet Bror Blume og Jesper Christjansen. Lidt farligt blev det dog også på anden vis, og når det skete, var det som oftest i Horsens’ højre side, at specielt Casper Højer, Surprise og Bror Blume skabte problemer for gæsterne.
Det udmøntede sig i flere angreb, hvor det var lige ved og næsten, og med godt og vel ti minutter til pause blev det så for alvor farligt. Flotte kombinationer langs jorden endte hos Bror i Lyngbys venstre side, hvorfra han smed en flad bold ind foran til en helt fri Frederik Gytkjær, der desværre måtte se sin afslutning afværget af en flot fodparade fra Horsens-keeper Nicklas Dannevang. Horsens havde tidligt i kampen haft et stort tilbud til Lasse Kryger efter et langt indkast, og sammen med Gytkjærs afbrænder var det første halvlegs klart største chancer, som altså ikke gav scoringer, hvorfor de to mandskaber gik til pause med 0-0.
Fra anden halvlegs start fik De Kongeblå en påmindelse om, at gæsterne bestemt ikke skulle tillades for mange chancer, da Lasse Kryger pludselig var helt alene i feltet. Heldigvis havde offensivspilleren ikke taget skarpheden med til Lyngby Stadion denne søndag, og han sparkede derfor på overlæggeren i helt fri position, mens Mikkel Jespersen sparkede returen over mål. Kort efter havde André Bjerregaard så en fin mulighed, og så var Lyngby-spillerne advaret. Den advarsel lod de til at tage alvorligt, for efter ti minutter af anden halvleg satte De Kongeblå sig efterhånden mere og mere på forestillingen, hvilket helt naturligt kastede et par fine muligheder af sig.
Efter en times spil var det så tæt på at resultere i en scoring, som det næsten er muligt, da Philip Rasmussen sendte et drøn af et langskud af sted mod mål. Nicklas Dannevang fik imidlertid med det yderste af neglene vippet afslutningen på indersiden af stolpen, og dermed var stillingen stadig 0-0 med en halv time tilbage på klokken. Ti minutter senere forsøgte Casper Højer sig så med en mellemting mellem en afslutning og et indlæg, som indskiftede Jeppe Kjær var lige ved at nå frem til tæt under mål, og generelt sad De Kongeblå i denne fase af kampen fuldstændigt på Horsens, som slet ikke fik truet Andreas Larsen i den anden ende.
Selvom Lyngby-spillerne altså dominerede stort, var det tydeligt, at dagens gæster langt fra er uefne i disciplinen at forsvare eget mål. De helt store chancer udeblev derfor mod slutningen af kampen, selvom De Kongeblå ellers forsøgte at jagte et føringsmål, og dermed endte det, som det startede, 0-0 i dagens topopgør i Bet25 Ligaen. Det kan begge mandskaber som sådan være fint tilfredse med, for med ét point hver er det status quo i toppen, mens der lægges yderligere afstand til Vejle på fjerdepladsen, som torsdag tabte til FC Roskilde. Afstanden dertil er for De Kongeblås vedkommende 11 point, mens der som nævnt stadig er tre point ned til Horsens på Bet25 Ligaens andenplads.     
Match Facts: 
Lyngby BK – AC Horsens 0-0
Lyngbys startopstilling:
16. Andreas Larsen (GK) – 20. Jeppe Brandrup, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 17. Casper Højer Nielsen – 7. Jesper Christjansen, 14. Philip Rasmussen (<-> 21. Mikkel Rygaard (89)) – 9. Lasse Fosgaard (<-> 29. Jesper Blicher (84)), 22. Bror Blume, 10. Surprise – 26. Frederik Gytkjær (<-> 15. Jeppe Kjær (68))
Ikke benyttet:
1. Viktor Noring (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 3. Michael Lumb, 30. Lars Brøgger Hansen
Advarsler:
Casper Højer Nielsen, Philip Rasmussen og Lasse Fosgaard – Lyngby BK
André Bjerregaard – AC Horsens
Tilskuertal:
1516 på Lyngby Stadion
 
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products