Der venter De Kongeblå en svær opgave hjemme på Lyngby Stadion

Foto: fodboldbilleder.dk
 
Formstærke HB Køge er næste udfordring
 
Der venter De Kongeblå en svær opgave, når et godt spillende HB Køge-mandskab i morgen eftermiddag kigger forbi Lyngby Stadion
 
I morgen eftermiddag fortsætter De Kongeblås jagt på oprykning, når HB Køge kigger forbi Lyngby Stadion i Bet25 Ligaens 22. spillerunde. Gæsterne fra syd har ligesom Lyngby-drengene fået en god start på foråret med sejre over Vendsyssel og Helsingør, men der kom alligevel lidt malurt i bægeret i seneste runde på hjemmebane mod FC Roskilde. Her måtte Svanerne nemlig se sig besejret 2-1 på trods af flere oplagte scoringsmuligheder, og dermed glippede muligheden for at hoppe helt op på en fjerdeplads i tabellen.
 
I stedet må HB Køge tage til takke med en syvendeplads, hvor de i skrivende stund står noteret for 30 point i 21 kampe med fem point op til AC Horsens på den oprykningsgivende tredjeplads. Dermed er Svanerne så sandelig stadig en del af Bet25 Ligaens oprykningskamp, men det var der ikke mange, der havde spået for bare en måneds tid siden. Klubben skilte sig i vinterpausen nemlig af med flere af holdets profiler, og tilmed kom Henrik Lehm ind som ny cheftræner, men det lader altså ikke umiddelbart til, at udskiftningerne har påvirket truppen synderligt.
 
HB Køge var da også hurtige til at hente et par velkendte navne til klubben, som fra dag ét har præsteret i den blå- og sortstribede trøje, heriblandt Rochester-brødrene Marc og Lee, hvor sidstnævnte i øvrigt er tidligere kongeblå. Han er ikke eneste tidligere Lyngby-spiller hos Svanerne, der også råder over Rasmus Nielsen på den centrale midtbane, hvor han danner en stærk duo med den tidligere FC Vestsjælland-anfører Henrik Madsen.
 
Længere tilbage på banen kan nævnes højre backen Mark Gundelach, som kom til klubben fra FC Nordsjælland, og ikke mindst hans backkollega Kristan Pedersen, der over vinteren var på træningslejr med selveste Borussia Mönchengladbach og desuden var en del af U21-landsholdets seneste trup. Disse spillere repræsenterer alle cheftræner Henrik Lehms spillestil, som kendetegnes ved fart, hårdt arbejde og en offensiv tilgang, og der venter derfor Lyngby-spillerne en svær opgave i morgen eftermiddag.
 
Det er imidlertid ikke uden grund, at De Kongeblå kan bryste sig af at føre Bet25 Ligaen suverænt, for det skyldes ikke mindst en bred trup med et højt niveau. Til morgendagens opgør er anfører Mathias Tauber dog ikke en del af den, da han sidder over med karantæne. Taubers forsvarskollega Thomas Sørensen er til gengæld klar, selvom han måtte udgå fra kampen i Vendsyssel med en kæbe ude af led. Nye i truppen er Jesper Blicher og Daniel Jensen, der begge er kampklare og i form til at kunne gøre en forskel for De Kongeblås oprykningschancer. Både Blicher og Jensen har døjet med skader af mindre karakter gennem hele opstarten og kommer de på banen, så er det også til de første spilleminutter i 2016.
 
Morgendagens opgør på Lyngby Stadion fløjtes i gang klokken 13.45, hvor Lyngby Stadion starter kampen med en hyldest af Lasse Fosgaard, der spiller sin kamp nummer 100 for De Kongeblå – hvis han altså starter på banen. Sandi Putros leder opgøret, som du kan købe billet til ved at klikke her!
Lyngbys trup mod HB Køge:
1. Viktor Noring (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 3. Michael Lumb, 6. Mads Gabel, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 11. Danilo Arrieta, 12. Mads Nordam, 14. Philip Rasmussen, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 21. Mikkel Rygaard, 24. Thomas Sørensen, 25. Daniel Jensen, 26. Frederik Gytkjær, 29. Jesper Blicher, 30. Lars Brøgger.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products