Kantspilleren vil gå på ferie med et godt resultat

foto: fodboldbilleder.dk
Fosgaard er opsat på revanche mod Fredericia
Lyngby-kantspilleren Lasse Fosgaard er opsat på at ændre De Kongeblås dårlige historik mod Fredericia, når det på søndag går løs i det jyske.
Lyngbys vikinger skal søndag eftermiddag i aktion på Monjasa Park, hvor FC Fredericia tager imod Bet25 Ligaens duks. De to mandskaber krydsede senest klinger tilbage i august måned på samme arena, hvor værterne sejrede 3-1 i en kamp, som Lyngby-fløjen Lasse Fosgaard husker tilbage på med ærgrelse:
”Sidst, vi mødte dem, havde vi en rigtig god første halvleg, hvor vi holder dem fra chancer og skaber en del selv og også kommer foran. Vi kommer så skidt ud til anden halvleg og giver dem to mål på kort tid, og det formår vi aldrig at komme tilbage fra. Fredericia er et svært hold at komme bagud mod, men i første halvleg havde vi opskriften på, hvordan man kan bryde dem op, så det skal vi tage med derover nu, og så har vi selvfølgelig talt om, hvordan vi skal undgå at gå i samme fælde som sidst,” siger Fosgaard.
Kantspilleren har efterhånden været Lyngby-spiller i en mindre årrække, og han kender derfor alt for godt til De Kongeblås dårlige historik på Monjasa Park, hvor det ikke er blevet til sejr i de seneste fire besøg. Den dårlige stime er Fosgaard dog opsat på at gøre noget ved:
”Der er ikke nogen tvivl om, at de af os, der har været i klubben i lang tid, ved, at vi har haft det svært derovre, og det gør selvfølgelig, at vi er ekstra opsatte på at få et godt resultat. At det så også er sidste kamp, inden vi går på ferie, gør også, at man gerne vil gå på ferie med en ordentlig smag i munden,” siger den tidligere Brønshøj-spiller og fortsætter:
”Det er en ekstra motivation, og der er ikke nogen tvivl om, at når man har tabt en del kampe til et hold, så er man ekstra opsat på at besejre dem. Der kan i hvert fald ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi er topmotiverede for at tage derover og ændre vores dårlige historie til en sejr, selvfølgelig også for at holde vores forspring til de andre.”
Selvom der er stor konkurrence i Lyngby-truppen har Fosgaard fået masser af spilletid i efteråret, hvilket altså tyder på, at David Nielsen og trænerteamet er tilfredse med hans indsats. Alligevel er kantspilleren ikke selv ovenud tilfreds med sine præstationer:  
”Jeg har ikke rigtig ramt mit topniveau. Jeg har haft en masse stabile præstationer, men jeg ikke haft så mange præstationer, hvor det har været til UG, og sådan er det nogle gange i fodbold, at man er lidt nede i en bølgedal, og så lige pludselig vender det og går den anden vej,” siger Fosgaard og tilføjer:
”I sidste ende gælder det jo om at bidrage til, at holdet vinder kampe, og det har jeg selvfølgelig været med til, men personligt havde jeg sat næsen op efter mere. Men så er det bare at bruge det som motivation til at arbejde ekstra hårdt i opstarten og i ferien, så jeg vender stærkere tilbage.”
Søndagens opgør fløjtes i gang klokken 12.45.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products