Tre Lyngby-talenter landsholdsdebuterede mod Ungarn

Det danske U16-landshold har i disse dage været samlet for at spille de første kampe med den nye årgang 2000, og her havde tre Lyngby-spillere, Adam Sørensen, Oliver Bjerregaard og Rasmus Beyer, fundet vej til U16-landstræner Per Holms 20-mandstrup. De tre talenter var udtaget på baggrund af to samlinger i sidste måned, og nu var det så endelig tid til at vise sit værd i to kampe mod Ungarn.
Første opgør fandt sted tirsdag aften på Spar Nord Arena i Skive, og her havde kun Oliver Bjerregaard fundet vej til startelleveren. Han var således blevet foretrukket på højre fløj. mens Rasmus Beyer og Adam Sørensen startede kampen på bænken. Herfra kunne de se et dansk mandskab, der startede nervøst, men efterhånden fik bedre fat i kampen uden dog at spille sig frem til helt store chancer. Mod slutningen af første halvleg straffede gæsterne så hjemmeholdet, da Szabolcs Schön scorede og dermed sikrede en ungarsk pauseføring på 1-0.
Anden halvleg var blot tre minutter gammel, da danskerne igen fik en kold spand vand i hovedet. Olivér Horváth udbyggede Ungarns føring yderligere med en flot scoring, og ti minutter senere sluttede Oliver Bjerregaards arbejdsdag så, da trænerteamet besluttede at udskifte ham. Mod slutningen af kampen kom Adam Sørensen i aktion til sin landsholdsdebut, men det var for sent til at ændre tingenes tilstand, og Ungarn kunne derfor fejre en 2-0-sejr i det første af to opgør. Rasmus Beyer måtte se hele kampen fra bænken, og han var dermed den eneste af de tre Lyngby-spillere, der ikke fik debut tirsdag aften. 
Det gjorde han til gengæld torsdag morgen, da de to mandskaber igen var sat i stævne – denne gang på Vildbjerg Stadion i Vildbjerg. Her var han foretrukket fra start på den offensive midtbane, mens Adam Sørensen tog sig af venstre back. Oliver Bjerregaard var derimod henvist til bænken efter at have startet i tirsdagens opgør. Fra kampens start var det meget lige mellem de to hold, men i de sidste ti minutter af første halvleg tog det pludselig fart. Først bragte Ungarn sig foran 1-0 på et straffespark, og kort efter kunne Rasmus Beyer så have bragt balance i regnskabet, men han forspildte sin store mulighed. Danskerne skulle dog alligevel komme tilbage i kampen, da Oliver Andersen kort før pausefløjtet udlignede til 1-1 efter et hjørnespark.
Lige lidt hjalp det dog, for med to hurtige scoringer i de første ti minutter af anden halvleg kom Ungarn foran 3-1, hvilket også blev kampens slutresultat. Rasmus Beyer blev skiftet ud efter 58 minutter, og derfra kunne han og Oliver Bjerregaard se Adam Sørensen fuldføre opgøret som den eneste af de tre Lyngby-spillere. Resultatmæssigt var det måske ikke nogen kæmpe succesoplevelse at spille landsholdsfodbold for første gang, men de tre talenter fik alle deres U16-landsholdsdebut, og de har dermed fået værdifuld erfaring, som forhåbentlig kan blive en fordel, når landstræner Per Holm næste gang indkalder til samling. 
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products