Tandløst Lyngby-mandskab tabte i Roskilde

Den tidligere Lyngby-spiller, Bajram Fetai, gjorde det onde ved sin gamle klub, da han og Roskilde var skarpest på dagen og sendte Lyngby hjem fra Roskilde Idrætspark med et 2-0-nederlag i bagagen. Mads Gabel og Frederik Gytkjær var nye i startopstillingen i forhold til Vejle-kampen.
De Kongeblå – som i dagens anledning var iklædt den sorte udebanedragt – startede som forventet ud med at sætte sig på spillet, mens Roskilde virkede fint tilfredse med at forsvare sig langt tilbage på banen. Det gjorde de imidlertid også godt, for på trods af den megen boldbesiddelse havde Lyngby-mandskabet svært ved at spille sig frem til de helt store chancer, hvilket til dels skyldtes Roskilde Idrætsparks tørre, langhårede bane, der gjorde det svært at kombinere hurtigt langs jorden.
Sporadiske forsøg uden for feltet fra Daniel Jensen og Oke Akpoveta var derfor eneste Lyngby-højdepunkter at berette om den første halve time, mens Roskilde i perioder viste tænder i kontrafasen, dog uden at teste Viktor Noring i Lyngby-målet. Man skulle derfor 35 minutter ind i opgøret, før den første store chance opstod. Michael Lumb fandt en helt fri Frederik Gytkjær i feltet, men desværre fik offensivspilleren ikke ordentligt træf på sit hovedstød, og Roskilde-keeper Thomas Villadsen kunne derfor nemt gribe forsøget.
Det begyndte så småt at ligne en nulløsning ved pausen, men i de sidste fem minutter af første halvleg viste hjemmeholdet, at Lyngby-defensiven bestemt ikke kunne hvile på laurbærrene. Først måtte Thomas Sørensen redde kastanjerne ud af ilden på en Bajram Fetai-friløber, og ikke længe efter var den vikarierende anfører så igen på plads, da endnu en tidligere Lyngby-spiller, Martin Andersen, forsøgte sig med et godt spark, som forsvarskrumtappen headede væk. De to hold kunne derfor gå til pause, som det startede, ved stillingen 0-0.
Mens Lyngby havde domineret størstedelen af første halvleg, sluttede Roskilde klart bedst af, og det kampbillede fortsatte efter pausen. Således var der ikke spillet mere end fem minutter af anden halvleg, før Jan Kristiansen tordnede værterne i front efter lidt tilfældigheder på kanten af feltet. Lyngby-spillerne appellerede efterfølgende for hånd på bolden, og det kunne da godt se ud som om, der var noget om snakken, selvom dommerens fløjte forblev tavs.
Så var De Kongeblå tvunget frem på banen, men målt på chancer var det ikke umiddelbart til at se, at det var tilfældet. Roskilde fortsatte nemlig dominansen og var farlige næsten hver gang, de bevægede sig ned mod Lyngby-målet. Det udmøntede sig i store muligheder til Bajram Fetai og Andreas Lissau, men i begge tilfælde fik Viktor Noring reddet på fornem vis. Indimellem de to chancer havde Frederik Gytkjær haft et fint hovedstødsforsøg, men det var noget nær det eneste, man så til Lyngby-mandskabet i denne fase.
Kort efter Roskildes føringsmål var Jeppe Kjær og Danilo Arrieta kommet på banen for at ændre slagets gang, og med ti minutter tilbage af kampen erstattede Dennis Sørensen så Thomas Guldborg Christensen i en offensiv David Nielsen-satsning. Den store angriber fik dog ikke for alvor lavet den ravage, han var tiltænkt, og i stedet kunne den tidligere Lyngby-spiller, Bajram Fetai, kort før tid lukke og slukke, da han alene igennem køligt udplacerede Viktor Noring.
Dermed endte det med et 2-0-nederlag til Lyngby, der risikerer at måtte afgive Bet25 Ligaens førsteplads, hvis Fredericia senere i aften får point på hjemmebane mod Silkeborg.
 
Match Facts:
FC Roskilde – Lyngby Boldklub 2-0 (0-0)
1-0 Jan Kristiansen (50), 2-0 Bajram Fetai (90)
Lyngbys startopstilling:
1. Viktor Noring – 6. Mads Gabel, 2. Thomas Guldborg Christensen (<-> 19. Dennis Sørensen (79)), 24. Thomas Sørensen (c), 3. Michael Lumb – 14. Philip Rasmussen, 25. Daniel Jensen – 10. Surprise, 26. Frederik Gytkjær, 21. David Katz Boysen (<-> 11. Danilo Arrieta (59)) – 8. Oke Akpoveta (<-> 15. Jeppe Kjær (59))  
Ikke benyttet:
16. Andreas Larsen (GK), 7. Jesper Christjansen, 12. Mads Nordam, 20. Jeppe Brandrup
Advarsler:
Anders Nielsen og Nikolaj Hansen – FC Roskilde
Tilskuertal:
1326 på Roskilde Idrætspark
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products