Nyindkøbt FCKer stod i vejen for Lyngby-reserver

Lyngby spillede en rigtig fin reserveholdskamp, men måtte alligevel tage fra Frederiksberg uden point. På to straffespark vandt FC København med 2-0.

Mandag eftermiddag lagde Lyngby vejen forbi FC Københavns anlæg på Peter Bangs Vej i 1. Runde af reserveholdsturneringen. Det blev en opmuntrende spillemæssig oplevelse set med kongeblå briller, om end resultatet ikke blev som ønsket. Lyngby var på trods af nederlaget rigtig fint med i første halvleg, hvor det ikke blev til de helt store chancer i kampens første tyve minutter.

Derefter slog FCK til – godt hjulpet på vej. Et angreb endte hos Younes Feifel, der sparkede på mål. Mads Gabel kastede sig ned for at blokere, men bolden ramte hans arm og selvom den var klinisk inde til kroppen pegede dommeren på pletten. Brandur Hendriksson eksekverede, og selvom Viktor Noring gik til den rigtige side så røg bolden i mål – 1-0.

Younes Feifel var dog ikke færdig med at tilkæmpe sig straffespark, og han fik et nyt efter 42 minutter. Feifel udfordrede, men blev stoppet fysisk – ulovligt mente dommeren, og nyt straffe. Brandur Hendriksson sparkede igen og så stod det 2-0. Lyngbys bedste mulighed stod Gustav Therkildsen for, men han fik ikke ordentligt træf på et eller fint indlæg fra Lee Rochester.

I 2. Halvleg blev det hele dog bedre for Lyngby, der dog ikke formåede at lukrere på et spillemæssigt overtag. Det blev ellers til en masse rigtig gode chancer, men FCKs nyindkøbte målmand Thomas Kaminski stod i vejen hver gang. Både Vito Mistrati og indskiftede Gustav Marcussen trykkede af fra distancen med særdeles kvalificerede forsøg og Lorent Callaku kom alene i dybden – dog uden at kunne passere FCK-keeperen.

En opløftende indsats for De Kongeblå, der havde mange gode individuelle præstationer og blev mere og mere toneangivende som kampen skred frem. 2. Halvleg var med et decideret Lyngby-overtag, men Kaminski vandt duellen og så tabte Lyngby til sidste med 0-2.

Næste opgave i Reserveholdsturneringen er mandag den 17. August ude mod FC Vestsjælland.

Match Facts:

FC København res. – Lyngby BK res. 2-0 (2-0)
1-0 Brandur Hendriksson (str. 24), 2-0 Brandur Hendriksson (str. 42)

Lyngbys startopstilling:
1. Viktor Noring – 6. Mads Gabel, 12. Mads Nordam, 18. Adnan Curovic, 2. Mathias Mejer Knudsen – 13. Vito Mistrati, 5. Valon Ljuti – 23. Gustav Therkildsen, 22. Bror Blume, 15. Lee Rochester – 8. Oke Akpoveta.

Indskiftet: Marcus Backmann (U19), Gustav Marcussen (U19), Kevin Tshiembe (U19), Lorent Callaku (U19) og Andreas Kofod Hansen (U19)

Ikke benyttet: Jonas Elkjær (U19) (GK).


Top