Lyngby ophæver med Mathias Mejer

Lyngby Boldklub og Mathias Mejer Knudsen er enige om at ophæve forsvarsspillerens kontrakt med øjeblikkelig virkning, så den unge back kan finde sig en ny klub.

Beslutningen er taget oven på en sommer, hvor Lyngby blandt andet har handlet ind til forsvaret og dermed råder over både Michael Lumb og Casper Højer til positionen som venstre back på holdet i 1. division. I jagten på spilletid er Mejer og Lyngby derfor enige om at ophæve aftalen, der ellers løb frem til næste sommer.

”Mathias har været loyal og hårdtarbejdende til træning, også selvom vi jo nok alle sammen godt vidste at udsigten til spilletid var begrænset. Mathias har altid kæmpet hårdt for den kongeblå trøje, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i en fremtid, der forhåbentlig byder på mere førsteholdsfodbold end vi her og nu har kunnet tilbyde” fortæller cheftræner David Nielsen.

Mathias Mejer Knudsen kom til Lyngby fra FC Nordsjælland for to år siden og nåede sidenhen 46 kampe og en enkelt scoring i Lyngby-trøjen. Mejer har også en fortid hos AB og har spillet fem ungdomslandskampe på U16 og U17-niveau.

Lyngby Boldklub takker Mathias Mejer for god og tro tjeneste og ønsker held og lykke med fremtiden!

Top