David Nielsen har respekt for Helsingørs fort

Søndag eftermiddag skal Lyngbys vikinger på ny i aktion i Bet25 Ligaen, hvor oprykkerholdet FC Helsingør byder op til dans. De Kongeblå er fint kørende for tiden og er efterhånden ved at slå et lille hul til nogle af konkurrenterne i toppen, så en sejr på Helsingør Stadion vil konsolidere førstepladsen og den gode form yderligere. Der venter imidlertid ikke nogen nem opgave mod oprykkerne, der endnu ikke har tabt på hjemmebane i denne sæson, og det ved Lyngby-cheftræner David Nielsen også godt:
”Helsingør er et hold, der har imponeret som oprykker, synes jeg. De spiller god fodbold, og deres hjemmebane er en af de sværeste arenaer at spille på, når man ser på, hvor mange point de afgiver, så det bliver en svær kamp for os, det er der ingen tvivl om. Vi skal have respekt for Helsingør, men vi har også selv været inde i en god periode, så det er vigtigt, at vi møder op med tro på egne evner,” vurderer Lyngby-chefen, inden han fortsætter:
”Vi skal have boldomgang med det tempo, vi gerne vil, og vi skal turde spille, men samtidig skal vi også tage højde for, at Helsingør er et godt spillende fodboldhold, der har nogle dygtige spillere, som vi er nødt til at have respekt for. Vi skal mærke os, at det er et hold med masser af selvtillid på hjemmebane, og det har de også god grund til, for de har leveret nogle gode præstationer.”
Troen på egne evner og modet til at spille er altså nøgleordene forud for opgøret, og det ville da også ligne David Nielsens Lyngby-mandskab dårligt at lægge sig ned og lade Helsingør styre løjerne. I seneste udekamp mod FC Vestsjælland greb De Kongeblå dog kampen mere afventende an, end man tidligere har set, men om den taktik benyttes, afhænger primært af modstanderen på dagen:
”Det havde meget med Vestsjælland at gøre (at Lyngby greb kampen mere defensivt an, red.), som jeg faktisk synes, er et af de bedre spillende hold i rækken, ligesom Helsingør også er det. Modstanderen afgør, hvor vi presser, og vi presser så højt, som de tillader os, for vi ønsker generelt at stå højt i banen og være aggressive. Samtidig ønsker vi også at blive bedre i vores lave blok, og det synes jeg faktisk, vi begynder at se gode tendenser til,” siger David Nielsen.  
Cheftræneren vurderer altså, at der har været bedring at spore på det seneste, men om topniveauet er ved at være nået, er svært at sige. David Nielsen vil i stedet hellere fokusere på, at udebaneformen ser bedre ud, og at sejrene generelt kommer hyppigt:
”Topniveau er altid svært at sige noget om. Hver kamp lever for sig selv, synes jeg. Vi udvikler os stadig på nogle områder, og der vil altid være ting, man lykkes med, og ting, man mislykkes med i en fodboldkamp, og det er der mange forskellige årsager til. Det korte af det lange er, at vi har fokus på at vinde og præstere på et niveau, så vi giver os selv mulighed for at vinde. Det er klart, at vi ikke har været prangende på udebane, men jeg synes, vi leverede en god præstation mod Vestsjælland, som vi kan bygge videre på i forhold til vores udebaneform.”
Kampen mod Helsingør spilles som nævnt på søndag den 11. oktober med kampstart klokken 13.00 på Helsingør Stadion.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products