Forretningsmæssig fremgang og oprustning

Det er som bekendt en langsigtet ambition, at Lyngby Boldklub igen skal være en Superligaklub. Det arbejde kræver et stærkt økonomisk fundament, og derfor glæder det ledelsen i Lyngby Boldklub at man allerede nu kan notere en økonomisk fremgang, der muliggør investeringer i setuppet omkring både klubbens førstehold samt ungdom.

”Selvom starten på foråret ikke har været som ventet, så er der ikke et øget pres på spillerne eller trænerne fra ledelsen side. Der er ikke budgetteret med oprykning, og vores Superliga-ambitioner er på længere bane. Derfor er det glædeligt at vi har fået en rigtig god start på det forretningsmæssige område” udtaler adm. direktør Dennis Poulsen og uddyber:

”Forretningsmæssigt kan vi se positive trends, der viser, at markedet tager godt imod vores nye Business Partnerskaber, og første fase af kapitalforhøjelsen går godt, hvilket viser at resultaterne på banen ikke har den store betydning. Det er et faktum at der er stor interesse for vores klub, og vi kan se tegningen til at vi allerede i indeværende år øger vores omsætning markant, hvilket giver grobund for den optimisme vi har herude” udtaler Dennis Poulsen.

Forbedringstegnene muliggør nu en oprustning omkring klubbens førstehold og ungdomshold, hvor Lyngby Boldklub i en nær fremtid vil tilknytte specialtrænere. Det sker for at løfte niveauet af kompetencer i den sportslige afdeling, så klubben især fysisk kan arbejde bedre med spillerne.

Top