Lyngby nåede kvartfinalen ved AL-bank Cup

Lyngby Boldklub tyvstartede fodboldåret 2015 med en deltagelse i AL-bank Cup 2015 i Brøndby Hallen. De Kongeblå røg uheldigt ud af kvartfinalen til værterne fra Brøndby efter en flot indsats.
Sidste år genoplivede Brøndby IF det traditionsrige indendørsstævne i januar, og det var en så stor succes målt på tilskuere, stemning og sportsligt at stævnet blev gentaget igen i 2015. Her var Lyngby Boldklub inviteret, og De Kongeblå stillede op med et – på papiret – stærkt holdt med mange profiler fra a-truppen. Der var desuden uofficiel debut til Andreas Larsen, der ved årsskiftet kom til klubben fra Hvidovre.
De Kongeblå var havnet i indledende gruppe med OB, FC Vestsjælland og Fremad Amager, som Lyngby lagde for land imod. Lyngby kom skidt fra start da Tobias Hansen bragte amagerkanerne foran med 1-0, men Bror Blume fik udlignet inden de 8 minutter udløb og dermed kom Lyngby fra opgøret med et enkelt point – ikke helt godkendt, men trods alt var man i gang og havde fået banket det værste rust af stængerne.
Efter en lille pause og en peptalk fra vikarierende cheftræner Jonas Eidevall og assistent Thomas Lollike var det tid til at møde FC Vestsjælland. Også her kom Lyngby bagud, men De Kongeblå satte sig derefter igennem og med hurtigt opspil, tålmodig boldbesiddelse og et hidsigt genpres lykkedes det at vende kampen. David Boysen fik lidt hjælp med udligningen fra en uheldig FCV-keeper, men Martin Andersens matchvindermål kan ingen sætte en finger på. Fremragende opspil og en fortjent Lyngby-sejr.
Så ventede en gruppefinale mod OB, der havde vundet de to første kampe sikkert og pludselig var en af favoritterne i turneringen. Fynboerne stillede om med blandt andre den tidligere landsholdsspiller Rasmus Falk, men han og resten af de stribede kom fuldstændig til kort over for et velspillende Lyngby-mandskab. Martin Andersen bragte Lyngby foran med en ny sublim indendørsscoring, men i forvirringen fik Lyngby skiftet forkert ud og det kostede to minutter i undertal.
Her viste Lyngby-drengene en god fighterindstilling og fik lukket af for OB, der ikke udnyttede overtallet og i stedet måtte se Lyngby snuppe sejren. I sidste sekund fik De Kongeblå nemlig straffespark, og på kampens sidste spark sikrede Lee Rochester en flot 2-0-sejr over OB. Dermed var Lyngby puljevinder og ubesejrede igennem.
Lyngby måtte som puljevinder selv vælge modstander i kvartfinalen og med Dansk Flygtningehjælps projekt ”Mind Your Own Business” på maven traskede Bror Blume ind mod midten af banen, for at ”bekende kulør”. Lyngby-spillerne havde valgt populært, og jubelen blandt egne fans og værternes fans var til at tage og føle på, da Bror bekendte at De Kongeblå havde valgt Brøndby IF som modstander.
8 minutters højintens kvartfinale ventede, og Lyngby var i samtlige 8 minutter stærkest. De Kongeblå satte flere store chancer op, og da Jeppe Brandrup efter 3 minutter scorede til 1-0 lignede det et tidligt exit til værterne. Lyngby var i hvert fald klart bedst og med et stolpeskud og to store muligheder var det ufortjent, at Brøndby kunne udligne.
Heldigt var det også, for Dario Dumic’ afslutning havde nærmere kurs mod sidebanden end mod mål, da bolden ramte kanten af Martin Andersens Adidas-sko – bolden slog derefter en flot bue uden om en sprællende Andreas Larsen og så stod det pludselig 1-1. Så måtte kampen fortsætte i Golden Goal-modus, og her pressede Lyngby fortsat på. Men et uheldigt boldtab og to afleveringer senere kunne Rezan Corlu stik mod spil og chancer afgøre kampen og sende Brøndby i semifinalen og Lyngby i bad.
Det blev altså til en ærgerlig exit, men en flot indsats fra Lyngby-drengene, der umiddelbart lignede en flok spillere i godt humør, men også en flok spillere som nok har behov for lidt mere kampform inden sæsonen kan sparkes i gang til marts.
Du kan se mere om Lyngbys indsats ved AL-bank Cup en af de kommende dage, hvor vi præsenterer en længere reportage på vores WebTV.
Lyngbys trup ved AL-bank Cup 2015:
16. Andreas Larsen, 2. Mathias Mejer Knudsen, 7. Jesper Christjansen, 8. Martin Andersen, 12. Mads Nordam, 14. Philip Rasmussen, 15. Lee Rochester, 20. Jeppe Brandrup, 21. David Boysen, 22. Bror Blume.
Gruppekampe:
Lyngby – Fremad Amager 1-1
0-1 Tobias Hansen, 1-1 Bror Blume
FC Vestsjælland – Lyngby 1-2
1-0 Joel Thome, 1-1 David Boysen, 1-2 Martin Andersen
Lyngby – OB 2-0
1-0 Martin Andersen, 2-0 Lee Rochester (str.)
Kvartfinale
Lyngby – Brøndby 1-2 (efter golden goal)
1-0 Jeppe Brandrup, 1-1 Dario Dumic, 1-2 Rezan Corlu

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products