Lyngby vandt topkampen over Vendsyssel

Topkampen mod Vendsyssel blev præcist den gode oplevelse, som de mere end 2100 tilskuere på Lyngby Stadion havde håbet på. De Kongeblå vandt sikkert med 2-1.
Lyngby startede kampen med at stjæle bolden fra gæsterne. Og derfra så De Kongeblå sig knapt tilbage. Lyngby sad totalt på spillet og holdt fornuftigt fast i kuglen, hvilket gjorde det enormt svært for gæsterne at få fodfæste på den flotte grønsvær på Lyngby Stadion.
Lyngby stillede tilmed op i noget, der til tider kunne ligne en 4-2-4, og sammenholdt med overtaget i boldbesiddelsen gav det chancer til Lyngby-spillerne. Kampens første forsøg tilfaldt David Boysen og også Lasse Fosgaard fik trykket af, men det var Patrick Mortensen, der først fik jubelen til at bryde løs.
Lasse Fosgaard udfordrede og kom til baglinjen i højre side og sendte en god tværpasning ind foran mål – her dukkede Patrick Mortensen op og headede bolden i nettet til en 1-0-føring. Det var på det tidspunkt ikke mange procenter gæsterne kunne notere sig på boldbesiddelsen, og derfor var målet fuldt fortjent.
Lyngby fortsatte det gode spil og presset mod Vendsyssel-keeper Jesper Christiansens mål. På trods af noget der lignede en 5-back-kæde bagerst gjorde Lyngby-spillerne stort set hvad der passede dem – blandt andet orkestreret af Lyngbys egen Jesper Christjansen, der spillede en fantom-kamp. Frem mod pausen fik David Boysen chancen alene med gæsternes målmand, men også han var velspillende og derfor måtte Lyngby nøjes med 1 mål ved pausen.
Gæsternes eneste mulighed før pausen var en afslutning fra Mads Greve, men den sad lige på Højlund. Pausen var kærkommen for Ove Christensen, der fik justeret taktikken og så gik det straks langt bedre for Vendsyssel i anden halvleg. Her måtte Lyngby kæmpe hårdt de første 15-20 minutter, for Vendsyssel fik etableret noget der mindede om et offensivt pres – Lyngby fik dog afværget, og kæmpet sig tilbage på bolden. Og så slog De Kongeblå til igen.
En bold vundet midt på banen blev hurtigt vekslet til en omstilling. David Boysens forsøg på indlæg blev blokeret, men Boysen fik bolden igen, tog den til sig og lagde den så fladt bagud til Jesper Christjansen, der køligt lagde bolden ind ved roden af stolpen. En flot scoring og 2-0 til Lyngby.
Målet ændrede momentummet til Lyngbys fordel og De Kongeblå styrede løjerne resten af kampen. Det kom der et par ganske udmærkede muligheder ud af til blandt andre David Boysen, Philip Rasmussen, Kristian Lindberg og indskiftede Frederik Gytkjær. Ind ville den dog ikke, men samtidig var gæsterne ikke til ret stor fare. I hvert fald ikke noget Nicklas Højlund ikke havde styr på.
I overtiden fik gæsterne så pyntet ved Ken Fagerberg, men det ændrede ikke på at Lyngby vandt fortjent. De Kongeblå vinder med 2-1.
Match Facts:
Lyngby BK – Vendsyssel FF 2-1 (1-0)
1-0 Patrick Mortensen (17), 2-0 Jesper Christjansen (64), 2-1 Ken Fagerberg (90+3)
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 20. Jeppe Brandrup, 4. Mathias Tauber (c), 24. Thomas Sørensen, 17. Casper Højer Nielsen – 14. Philip Rasmussen, 7. Jesper Christjansen – 9. Lasse Fosgaard, 19. Kristian Lindberg (<-> 26. Frederik Gytkjær (90)), 21. David Katz Boysen (<-> 8. Martin Andersen (89)) – 11. Patrick Mortensen (<-> 12. Mads Nordam (87)).
Ikke benyttet: Kristian Joensen, Mathias Mejer Knudsen, Bror Blume, Vito Hammershøy-Mistrati
Advarsler:
Jesper Luth, Morten Bertolt, Hjalte Bo Nørregaard – alle Vendsyssel
Tilskuere: 2.168 på Lyngby Stadion

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products