Nordea ny topsponsor i Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub og Nordea i Lyngby har forlænget og opgraderet partnerskabet. Det gør Nordea til topsponsor samt tribunesponsor på den nye vesttribune, der fremover får navnet ”Nordea-Tribunen”.

Nordea og Lyngby Boldklub har i de seneste år dannet partnerskab, og nu opgraderes samarbejdet. Det gør Nordea i Lyngby til topsponsor i Lyngby Boldklub samtidig med, at den nye vesttribune skifter navn til ”Nordea-Tribunen”. Aftalen gælder foreløbigt de næste 2 år.

”Nordea er en markant medspiller både lokalt, regionalt og nationalt, så at Nordea vælger at tegne et topsponsorat med Lyngby Boldklub, ser vi som et meget stort skulderklap. Vi har et rigtig godt værdimatch og deler tankerne omkring bæredygtig fodboldforretning, sponsoraktivering og ikke mindst talentarbejdet” fortæller Brian Lemmeke, adm. direktør i Lyngby Boldklub, der sammen med Account Manager André Nitze har arbejdet på aftalen siden december måned.

Viceområdedirektør Rikke Honoré glæder sig over aftalen: ”I et marked hvor pris, tjenester og kvalitet er næsten ens, er profilforbedringer og relationsopbygning af afgørende betydning. Vi ønsker igennem dette samarbejde at udvikle et netværk og opbygge nye relationer” fortæller hun og fortsætter:

”Vi er for femte år i træk blevet kåret til årets bank af The Banker. Det er vi både stolte af og ydmyge over, da det hver eneste dag kræver en 100 procents indsats af os at levere gode kundeoplevelser. Samarbejdet med Lyngby Boldklub giver os en god mulighed for at møde nuværende kunder og få deres feedback på, hvordan vi lykkes bedst som bank” lyder det fra Rikke Honoré.

Tribune skal skabe synlighed
Med i aftalen er som nævnt et tribunesponsorat, der indebærer, at den nyligt indviede vesttribune fremover hedder ”Nordea-Tribunen”. Det skal gøre Nordea i Lyngby mere synlig i lokalområdet, forklarer Erhvervskundedirektør i Nordea Kurt Immanuel Pedersen:

”Vi ser også dette samarbejde som en mulighed for, at vi som bank bliver en endnu tydeligere spiller i lokalsamfundet, og bruger denne base til at profilere Nordea og herigennem få nye kunder. Nordea vil gerne støtte op omkring Lyngby Boldklub, da den er anerkendt for arbejdet både med talenter og som en klub, der dækker bredden. Hverdagens helte i Lyngby Boldklub er de mange trænere og frivillige, som gør en stor indsats for at udvikle børnefodbolden i Lyngby” fortæller Kurt Immanuel Pedersen.

Top