AC Horsens spændte ben for Lyngby

Det blev aldrig rigtigt Lyngbys dag på Casa Arena i Horsens. Superliga-nedrykkerne snuppede sejren, der blev på 3-1. Dennis Cagara reducerede for Lyngby.

Cheftræner Johan Lange sendte søndag eftermiddag sit Lyngby-mandskab på banen mod AC Horsens. Der var ikke ændret i startopstillingen i forhold til 2-0-sejren over Hvidovre, og det betød at tilbagevendte Mathias Tauber måtte tage til takke med en plads på bænken til fordel for Jeppe Tverskov, der har leveret en række imponerende præstationer på det seneste.

Første halvleg blev som ventet med AC Horsens i kontrol. Østjyderne satte sig på kampen fra start og dominerede en første halvleg, som nok ikke går over i historien som Lyngbys bedste. Hjemmeholdet var gode til at finde rummene og skabte deraf et par løse muligheder, der sendte Nicklas Højlund på arbejde. I den anden ende var det småt med mulighederne i første del af første halvleg, hvor indlæggene og den sidste aflevering manglede kvalitet.

Der var altså antræk til et par kongeblå chancer, men det var nede hos Nicklas Højlund, at bolden første gang passerede målstregen. Jeppe Brandrup kæmpede med Troels Kløve om bolden, og lidt heldigt fik Kløve taget den med og spottede chancen. Kantspilleren trykkede af og bolden sejlede over Nicklas Højlund og direkte i mål til en 1-0-føring. Kort før pausen blev det så også 2-0 – og igen var det Troels Kløve, der fik gevinst på et langskud. Kantspilleren trak ind i banen og fra kanten af feltet sendte han nok engang bolden op i modsatte hjørne.

I minutterne op til pausen var Lyngby for første gang rigtigt farlige, blandt andet ved David Boysen, der blev sendt igennem, men tabte 1-mod-1-duellen med Horsens’ keeper Villadsen. En afslutning fra Philip Rasmussen og en fra Lasse Fosgaard blev det også til, men det blev ved en 2-0-føring til Horsens ved pausetid.

2. halvleg startede som første halvleg sluttede, om end de helt store muligheder udeblev. Halvlegens første 15-20 minutter var præget af hård fight om kontrollen og mange frispark. Det bedste bevis på dette var det faktum, at dommeren på ca. 10 minutter formåede at uddele 5 gule kort. Chancer var der ikke mange af – Lasse Fosgaard stod dog for en stor en af slagsen, da han pludselig stod alene midt i feltet, men slet ikke fik ram på bolden.

Til trods for Lyngbys lille chancemæssige overtag var det i denne periode at kampen reelt fandt sin afgørelse. Et indlæg fra højre side ville Rasmus Minor Petersen heade bagved til hjørnespark, men forsvarsspilleren var så uheldig at sende bolden i eget net i stedet for.

Gradvist fik Lyngby tilkæmpet sig mere og mere tid på bolden, og det faktum så Horsens ud til at acceptere. Det satte hjemmeholdet under pres, og skabte flere gange overtalsmuligheder på kanterne, hvor kombinationerne Boysen/Brandrup og Cagara/Fosgaard skabte ravage i hjemmeholdets defensiv. Mads Pedersen, der havde afløst Philip Rasmussen i pausen, dirigerede de kongeblås opspil fint, og det kom der flere farlige situationer ud af.

I to omgange appellerede de kongeblå for straffespark, og både i duellen mellem Martin Retov og David Boysen samt duellen mellem Frederik Helstrup og Patrick Mortensen så det tilnærmelsesvis kriminelt ud. Begge gange forblev dommerens fløjte dog tavs. Lyngby fortsatte ufortrødent med flere udmærkede opspil, men skarpheden manglede foran mål og topscorer Patrick Mortensen blev solidt lukket ned gang på gang.

8 minutter før tid kom reduceringen. David Boysen fandt Lasse Fosgaard, der eminent spillede Dennis Cagara dybt. Venstrebacken satte hovedet på og udplacerede Thomas Villadsen i Horsens-målet – en fortjent Lyngby-scoring efter en nogenlunde fin Lyngby-halvleg. Det ændrede dog ikke på det faktum at AC Horsens sejrede. Kampen slutter 3-1.

Match Facts:
 
AC Horsens – Lyngby BK 3-1 (2-0)
1-0 Troels Kløve (26), 2-0 Troels Kløve (42), 3-0 Rasmus Minor Petersen (selvmål, 64), 3-1 Dennis Cagara (83)
 
Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND – 20. Jeppe BRANDRUP, 18. Jeppe TVERSKOV, 6. Rasmus MINOR PETERSEN, 7. Dennis CAGARA – 14. Philip RASMUSSEN (<-> 12. Mads PEDERSEN (46)), 5. Rasmus NIELSEN (<-> 26. Frederik GYTKJÆR (82)) – 9. Lasse FOSGAARD, 22. Bror BLUME (<-> 4. Mathias TAUBER (67)), 21. David KATZ BOYSEN – 11. Patrick MORTENSEN

Ikke benyttet: Lukas FERNANDES, Morten KOCH, Sebastian LASSEN, Mathias MEJER KNUDSEN
 
Advarsler:
Philip Rasmussen (21), Rasmus Minor Petersen (49), David Boysen (50), Jeppe Brandrup (57) – alle Lyngby BK
Martin Retov (53), Henrik Toft (60) – begge AC Horsens

Tilskuere: 2.734 på Casa Arena, Horsens

Top