Lyngby-sejr i forårspremieren

Knap 500 Lyngby-fans kunne gå glade fra den noget utraditionelle forårspremiere i Virum, hvor de kongeblå startede foråret med en 1-0-sejr over Skive IK. Ragnvald Soma blev matchvinder i sin debut.

Omklædningsfaciliteter og tribuner var for en stund skiftet ud med skurvogn og minestrimmel, da Lyngby Boldklub torsdag spillede forårets første kamp i NordicBet Ligaen. Modstanderen var Skive og fra starten stod det klart, at opgøret ville blive en lige affære.

Begge mandskaber lagde således fra land med udmærket spil og optræk til chancer i begge felter. Lyngby havde indledningens bedste mulighed, da Yussuf Poulsen efter et kvarters spil fik afsluttet fra kanten af feltet. Gæsternes keeper fik dog lappen på og viftet bolden op på overlæggeren og ud til hjørnespark. Frederik Gytkjær havde ligeledes en fin mulighed på oplæg fra Patrick Mortensen, men ellers var det mest spillet omkring felterne samt omstillinger, som kunne få pulsen til at stige.

Skive havde således svært ved at komme til egentlige afslutninger i første halvleg. Kontra-angrebene var skarpe og hurtige, hvilket voldte de kongeblå lidt problemer, men Nicklas Højlund agerede en sikker sidste skanse, når Skive fik kuglen indenfor rammen.

2. halvleg blev fra første fløjt domineret af Lyngby, der kom super fra land. De kongeblå pressede gæsterne helt i bund og Skive kæmpede en desperat kamp for at få bolden over midterlinjen. Allerede efter et par minutters spil kunne Frederik Gytkjær have scoret sit første Lyngby-mål som senior, da han pludselig stod alene med Skive-målmand Jonas Jensen. Gytkjær forsøgte dog at runde keeperen, hvilket ikke lykkedes – istedet vendte offensivtalentet rundt og sendte bolden på modsatte stolpe.

Generelt var træværket i vejen for Lyngby denne eftermiddag. Yussuf Poulsen havde således sit andet forsøg på overliggeren efter en times spil, inden kampen igen faldt lidt i tempo og Skive fik fightet sig tilbage i opgøret. Gæsternes bedste periode i kampen var faktisk også i 2. halvleg, da det flere gange lykkedes at presse Lyngby og komme igennem på kanterne.

Skives største chance tilfaldt topscorer Morten Beck Andersen, der midt i feltet modtog en god tværpasning fra højrebacken Mikkel Buur. Beck Andersens målnæse svigtede dog angriberen, der afsluttede lige på Nicklas Højlund, der dog flot sørgede for, at bolden ikke kom i spil igen.

Hen mod slutningen af kampen fik Lyngby igen etableret et pres, og det stod med 10 minutter igen klart, at Skive var tilfredse med det ene point. Michael Hansens mandskab forsvarede og fightede forbilledligt, mens Lyngby søgte den rigtige løsning til Skives forsvar. Den kom 3 minutter før tid, da Lyngby fik tilkæmpet sig et frispark ved Ayoub Sørensen, der efter 2 års skadespause fik sit comeback som indskifter for Frederik Gytkjær.

Thomas Rasmussen sendte resolut bolden ind i panden på debutant Ragnvald Soma, der fornemt dirigerede bolden over i modsatte hjørne. Og så kunne Lyngby-spillerne og de kongeblå fans bryde ud i fælles jubel. Somas scoring blev nemlig kampens eneste og dermed får Lyngby de 3 point i forårspremieren.

Match Facts:

Lyngby BK – Skive IK 1-0 (0-0)
1-0 Ragnvald Soma (87)

Lyngbys startopstilling: 1. Nicklas HØJLUND, 2. Thomas RASMUSSEN, 3. Ryan JOHNSON LAURSEN, 4. Mathias TAUBER (c), 8. Robin NILSSON, 10. Kim AABECH, 11. Patrick MORTENSEN (<-> Jonas HENRIKSEN (89)), 14. Ragnvald SOMA, 17. Yussuf YURARY POULSEN, 21. David KATZ BOYSEN (<-> Jeppe TVERSKOV (80)), 26. Frederik GYTKJÆR (<-> Ayoub SØRENSEN (62)).

Ikke benyttet: 16. Lukas FERNANDES, 6. Frederik KRABBE, 24. Frederik HELSTRUP, 25. Alexander GREEN

Advarsler:
Rune Nautrup (50), Mads Eriksen (79), Robert James Allen (90)

Top