Ingolfur Sigurdsson forlader Lyngby BK

Manglende udsigt til spilletid betyder, at den islandske kantspiller Ingolfur Sigurdsson og Lyngby Boldklub er blevet enige om at ophæve samarbejdet.

Lyngby tilknyttede i vinter det islandske offensivtalent Ingolfur Sigurdsson, men otte måneder efter er de kongeblå og islændingen blevet enig om at stoppe samarbejdet. Manglende udsigt til spilletid på Lyngby Boldklubs førstehold er årsagen til, at den 19-årige kantspiller nu rejser hjem til Island.

Manager Niels Frederiksen har egentlig været godt tilfreds med Sigurdsson, men indrømmer, at den islandske U19-landsholdsspiller var langt fra spilletid: ”Vi har været glade for at have Ingolfur, som har trænet fint og professionelt. Men nogle gange går det ikke helt som man forventer, og han er stadig et stykke fra spilletid på A-holdet” fortæller Niels Frederiksen og fortsætter:

”Det er vigtigt for ham at komme til at spille kampe, hvis han fortsat skal udvikle sig og derfor har vi i fælles forståelse valgt at ophæve aftalen” lyder det fra Lyngby-manageren. Ingolfur Sigurdsson optrådte i foråret på Lyngbys U19-hold og nåede ligeledes en række vintertræningskampe.

Lyngby Boldklub ønsker Ingolfur alt mulig held og lykke med fremtiden!


Top