Anders Christiansen solgt til FC Nordsjælland

Lyngby Boldklub kan i dag offentliggøre, at klubben har solgt midtbanespilleren Anders ’AC’ Christiansen. AC fortsætter karrieren i Superliga-klubben FC Nordsjælland.

85 kampe for Lyngby er alt hvad det bliver til i denne omgang for midtbanespilleren Anders Christiansen. Den nu tidligere Lyngby-spiller har i dag sat sin signatur på en kontrakt med FC Nordsjælland, der har købt AC fri af kontrakten med de kongeblå – en kontrakt, der stod til at udløbe næste sommer. Manager Niels Frederiksen tager dermed afsked med en spiller, der i over 10 år har været i Lyngby Boldklub og undervejs har opnået flotte resultater.

Niels Frederiksen havde ellers i flere medier givet udtryk for, at han regnede med AC i forhold til den kommende sæson, men sådan skulle det ikke være: ”Vi havde naturligvis set frem til og regnet med at følge ACs udvikling her i Lyngby, men nogle gange er fodboldverdenen ikke helt i tråd med ens egne planer. I stedet glæder vi os over, at have udviklet en spiller, som bliver aktuel for et hold som er danmarksmestre og som står overfor store udfordringer i Champions League” udtaler Lyngbys manager Niels Frederiksen.

Anders Christiansen forlader dermed Lyngby efter over 10 år i den kongeblå trøje. Midtbanespilleren står tilbage med en følelse af vemod, men også spænding i forhold til de nye udfordringer: ”Meget få spillere får muligheden for at spille med i Champions League, så den chance har jeg grebet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de trænere, som jeg har haft gennem årene, samt naturligvis klubbens fans, som jeg har haft et rigtig godt forhold til. Jeg håber og tror på, at den rigtig gode udvikling af klubben fortsætter og jeg ved, at der er masser af gode spillere og talenter, som kan bringe Lyngby tilbage i Superligaen” fortæller AC.

Niels Frederiksen vil ikke afsløre den købssum, som FC Nordsjælland betaler for midtbanespilleren, men vil gerne afsløre, at det faktisk er prisen, som har været afgørende for salget: ”Vi sælger jo ikke en profil som AC for enhver pris og i denne sammenhæng har det da også været afgørende, hvilket tal der kom til at stå på checken. Og så vil jeg da godt afsløre så meget, at vi har fået en overordentlig god pris, som ligger et stykke over den pris, som har været fremme i flere medier de seneste dage. Så det er bestemt en fin handel for både klubben og spilleren og vi ønsker AC al mulig held og lykke med udfordringerne i fremtiden” fortæller Niels Frederiksen.

AC fik sin debut for Lyngby tilbage i 2008, da han med nummer 48 på ryggen startede inde i pokalkampen mod Skive. Siden da blev det til debut på U18, U19 og U20-landsholdet, oprykning til Superligaen og debut på U21-landsholdet. ACs 85 kampe, heraf de 60 i Superligaen, og 7 mål bliver den foreløbige total for midtbanespilleren, der skifter til FC Nordsjælland med øjeblikkelig virkning.

Just-Sold
Top